|
Udvandringen fra Øen var naturligvis kun en ganske lille del af den store udvandring fra Europa til Nordamerika i slutningen af 1800-tallet, men for det daværende Danmarks vedkommende var Bornholm det amt, der havde det største antal udvandrere i forhold til befolkningstallet. Det prægede befolkningsudviklingen på Øen. Den havde ellers i årene 1801-1880 fulgt takten for resten af landet (fra I til 2 millioner) med en fordobling af befolkningstallet fra ca. 20.000 til 40.000 indbyggere. Men efter ca. 1900 gik befolkningsudviklingen på Bornholm langsomt i stå på tal mellem 40.- og 50.000, hvorimod resten af landet fordoblede sit indbyggertal (2 1/2 - 5 millioner) i 1900-tallet.
Når udvandringen ikke lige straks medførte befolkningstilbagegang, skyldtes det, at "hullet" delvist blev udfyldt af skånske indvandrere i størrelsesordenen 2-3.000. Men totalt set blev udvandringen fra Bornholm før århundredskiftet indledningen til en befolkningsmæssig stagnation, der siden har præget Øens udvikling og historie.
Udvandringen udgør således et væsentligt element i Bornholms historie, og det er grunden til, at der i de senere år er udarbejdet et omfattende - og på landsplan enestående - navneregister over alle disse bortrejste bornholmere. Seddelregistret findes på Bornholms Centralbiblioteks Lokalsamling og supplerer Københavns politis Udvandrerlister med oplysninger fra en lang række andre kilder, herunder slægtsbøger. Hvad jeg kunne bidrage med, da jeg den 14. april 1999 holdt foredrag om de bornholmske udvandrere på Biblioteket i Rønne, var derfor kun en supplerende præsentation af, hvordan man finder udvandrerne på Internettet og et forsøg på at beskrive den bornholmske udvandring set i forhold til resten af Danmark. Jeg fortalte om den danske udvandrerdatabase og de særtræk, der gælder for den bornholmske udvandring, når det gælder udvandrernes alder, familieforhold, erhverv og bosættelsesområder i USA. Det er det foredrag, jeg her sammenfatter i en artikel, som jeg håber kan blive et supplerende hjælpemiddel for slægts- og lokalforskere og kan danne grundlag for et videre samarbejde med Bornholms Forskningscenter om årsagerne til og sammenhængene i den bornholmske udvandring.
Kilderne til bornholmsk udvandring
Dansk Udvandring 1868-1904
Udvandring fra Bornholm
|